Mange mennesker bygger en karriere op med stor faglighed og endnu større dedikation. De er ambitiøse, ansvarlige og professionelle. De leverer resultater, de tænker strategisk, og de får tingene til at lande. Og dét bliver der lagt mærke til. Det bliver også ofte belønnet; med mere ansvar, mere indflydelse og nye muligheder.
Et corporate arbejdsliv er i høj grad bygget op om præcis de kompetencer, jeg nævner her: evnen til at præstere, analysere, planlægge og eksekvere. Og ja, disse er nødvendige og virkelig værdifulde færdigheder. Men der gemmer sig en risiko i det ensidige fokus på performance. Nemlig at man bevæger sig langt i en retning, uden nogensinde rigtig at stoppe op og spørge: “Er denne retning stadig meningsfuld for mig?”
Når justeringerne bliver ved med at vente
Jeg møder mange mennesker, der på overfladen har stærke karrierer. De klarer sig godt, har opbygget solid erfaring og kan kigge tilbage på rigtig meget, der er lykkedes.
Og alligevel er noget stille begyndt at ændre sig indeni. En vedvarende træthed, der ikke sådan lige forsvinder hen over weekenden. En fornemmelse af, at engagementet ikke er det samme som før. Det, der tidligere gav energi nærmest af sig selv, kræver nu en bevidst indsats bare at møde op til.
Det er ikke nødvendigvis fordi noget er direkte galt. Det er ofte fordi tempoet har været højt i så lang tid, at forbindelsen til det, der dybest set driver én, gradvist er blevet tyndere og tyndere.
For mange er det faktisk ikke selve arbejdet, der belaster. Det er fraværet af pauser. Fraværet af rum, hvor man registrerer, hvordan man egentlig har det. For man er midt i det hele og ofte midt i en hektisk dagligdag i privatlivet oveni.
Jeg har selv stået der. Og jeg ved, at det kræver en reel indsats at stille sig selv de rigtige spørgsmål. Og ikke mindst at skabe de rum, hvor man kan finde de ægte svar. Ikke de svar, man tror, man burde give eller som sidder på rygraden.
Intuition er information. Ikke hokus pokus
Karriere bliver ofte forstået som noget, der skal designes: en plan, en progression, et næste skridt, der kan beregnes. Og den tilgang har stor værdi. Den rationelle del af os er vigtig og må bestemt ikke overses. Vi har brug for mål, struktur, retning og evnen til at sætte handling bag dette, for ellers bevæger vi os næppe.
Men en karriere, der er bæredygtig og giver engagement over tid, kræver mere end rationel styring. Den kræver også evnen til at lytte til det, der sker indeni undervejs.
Intuition bliver tit afskrevet som upræcis eller uprofessionel. Men i praksis er den én af de tidligste informationskilder, vi har. Kroppen registrerer belastning, uoverensstemmelser og manglende mening, længe før vi er i stand til at sætte ord på det. Hvis du bliver ved med at ignorere de signaler, svækker du forbindelsen til dem. Og en dag opdager du, at du har svært ved overhovedet at høre, hvad signalerne forsøger at fortælle dig.
Mange mærker det først, når motivationen for alvor er faldet, energien er brugt op, og det er uklart, hvad man egentlig vil. Intuition skal ikke ses i modsætning til professionalisme. Intuition er et nødvendigt supplement til den. Den er din sande stemme, og er ALT andet end hokus pokus.
Arbejdsliv er også biologisk
Et moderne arbejdsliv er ikke kun noget, vi skal betragte mentalt. Det er også fysisk og neurologisk. Og mennesker er simpelthen ikke bygget til at præstere vedvarende uden at regulere sig selv undervejs.
Ved konstant højt tempo belastes nervesystemet. Det påvirker evnen til at tænke klart, bevare overblikket, samarbejde konstruktivt og træffe beslutninger, man kan stå inde for.
Bæredygtig performance forudsætter løbende selvregulering. Refleksion, pauser, bevægelse, bevidst åndedræt. Dette er ikke forkælelse, en hyggelig weekendtur eller noget, du gør når det lige passer. Disse “greb”vedligeholder din kapacitet.
Der er to sider, der begge skal have plads: den handlingsorienterede, der skaber retning, struktur og fremdrift – og den sansende, der handler om opmærksomhed, relation, kropslig registrering og nærvær. De fleste organisationer belønner tydeligt den første. Men uden den anden mister man gradvist kontakten til sig selv. Man kan komme langt på ren vilje. Men man kan sjældent holde længe og blive ved med at gå engageret på arbejde, uden at justere og lytte til de mere stille sider af sig selv.
Små strukturer, der giver plads til at mærke efter
Evnen til at mærke efter opstår sjældent bare af sig selv. Den kræver rammer og prioritering.
Men det behøver ikke være store livsstilsændringer. Selv ganske små tiltag kan skabe de nødvendige pauser i tempoet: faste refleksionsøjeblikke i ugen, tid uden konstante input, bevægelse uden distraktion, en samtale uden fast agenda. En bevidst pause, inden du træffer en større beslutning.
Det handler ikke om at gøre mere. Det handler om at skabe betingelserne for at være ægte opmærksom på, hvad der foregår. Både i arbejdet og i dig selv. Uden de betingelser risikerer man at vente, til kroppen siger fra. Og det er et utilfredsstillende tidspunkt at komme til indsigt på.
Karriere er en løbende justering – ikke en destination
Karriere er sjældent en lineær bevægelse fremad. Den er en løbende proces, der kræver justering. Ikke kun ved de store skift og de store beslutninger. Også i det daglige.
At spørge sig selv, om man bruger sine kompetencer på noget meningsfuldt. Om arbejdet giver energi eller tapper for den. Om den retning, man er på, stadig føles rigtig. Det er ikke tegn på usikkerhed. Det er tegn på modenhed.
Det mest holdbare arbejdsliv opstår i samspillet mellem det professionelle og det menneskelige. Mellem analyse og syntese. Mellem planlægning og løbende justering. Du skal agere klogt og ægte ud fra det, der faktisk føles godt og rigtigt for dig.
Trivsel opstår sjældent ved at nå et bestemt niveau eller en bestemt titel. Den opstår, når man bevæger sig i en retning, der giver mening, uden at miste forbindelsen til sig selv undervejs.
Men Tanja, hvad gør du selv?
I lange perioder af mit liv har jeg formået at ignorere min intuition. Jeg har altid været stærk i den, men jeg har af forskellige årsager ladet være med at lytte til den. Så jeg har skullet træne den op igen; evnen til at lytte ordentligt efter.
Mine egne største og vigtigste beslutninger ift. mit arbejdsliv er alle taget i perioder eller situationer, hvor jeg var fuldstændigt tilkoblet min intuition:
- Efter en stresssygemelding.
- På en bjergtop i de italienske alper efter 4 dages intens vandring, refleksionsøvelser, yoga og sparring med ligesindede
- Efter en operation hvor jeg ikke kunne meget andet end ligge. Og tænke. Og mærke.
I dagligdagen har jeg også intuitionen med mig. Ikke så meget som i de andre situationer jeg nævnte før, men min erfaring er, at jeg er langt mere koblet til den nu, fordi jeg har trænet det op igen.
Jeg slår selvfølgelig ikke hjernen og det rationelle helt fra. Det kan jeg ikke betale regningerne med, for så ville jeg nok gå i min have, gå ture ved vandet og kramme dem jeg elsker dagen lang;) Så mine vigtige beslutninger sker i en vekselvirkning mellem rationale og intuition. Hjerne og hjerte/mave. Jeg giver det lidt tid og mærker og tænker så efter igen.
Jeg deler altid gerne mere om, hvordan jeg selv griber det an. Men hver persons rette vej er forskellig. Måske er det tid til, at du begynder at finde din?
