Nogle gange i sit arbejdsliv mærker man en uro, som er svær helt at sætte fingeren på. Uroen kommer ikke fordi noget er brudt sammen eller fordi arbejdet ikke fungerer. Den kommer måske ikke fra den ene dag til den anden. Uroen kommer fordi en tanke begynder at vende tilbage, som stille og roligt begynder at lyde højere og højere: Måske er jeg ikke helt det rigtige sted længere eller laver det, der gør mig sådan rigtigt glad. Du leverer sikkert på dit arbejde. Du trives måske endda. Men alligevel kan det føles, som om du bruger stadigt flere kræfter på at passe ind i en rolle, der ikke længere passer til dig.
Skilleveje sniger sig ind på dig
Karriereskift sker sjældent fra den ene dag til den anden. De udvikler sig langsomt, og indtil mavefornemmelsen larmer for meget til at du kan ignorere den.
Organisationer forandrer sig: nye opgaver, nye ledere, ny kultur. Men nogle gange er det mindst ligeså meget dig, der har flyttet dig. Du har udviklet dig, fået nye erfaringer og sandsynligvis et andet blik på, hvad der giver mening.
Det, der var det rigtige match for tre år siden, er ikke nødvendigvis det rigtige match i dag.
Talent blomstrer i den rigtige kontekst
Dine styrker er ikke absolutte. De udfolder sig i den rette sammenhæng.
Selv meget kompetente mennesker kan ende i roller, hvor de konstant skal kompensere for noget, der ikke falder dem naturligt. Man kan godt lykkes, men ofte med et meget højt energiforbrug.
Når dine naturlige talenter og din kontekst passer sammen, behøver du ikke kæmpe for at præstere. Det sker nærmere af sig selv.
Arbejdslivet som konstant kompensation
Mange dygtige mennesker lærer at levere uanset rammerne. Men der er forskel på at levere af lyst og levere af disciplin.
Hvis arbejdet kræver uforholdsmæssigt meget energi, så e det et signal. Energien trækkes ikke fordi opgaverne er svære, men fordi de simpelthen ikke spiller til dine styrker, og det skal du tage alvorligt.
Det handler ikke altid om, at noget er forkert. Det handler om, at noget kunne være mere rigtigt.
Hvor kan du trives over tid? Hvor får du energi frem for at bruge dig selv op? Hvor bliver dine talenter faktisk brugt?
Forandring er sjældent et dramatisk spring
Mange tror, at en karrieremæssig skillevej kræver en radikal beslutning. En stor omvæltning. Et modigt spring ud i det uvisse.
Men som regel handler det mere om afklaring: Hvad driver dig? Hvad dræner dig? Hvilke talenter bruger du dagligt, og hvilke får slet ikke plads?
Personlig forandring sker typisk i gradvise skridt i en retning, der giver mere mening. Og det første skridt er sjældent et nyt job; det er et ærligt blik på, hvad der faktisk giver dig energi. Efterfulgt af nogle tilpasninger.
Måske er det ikke dig, der skal fixes
Når uroen opstår, begynder mange at lede efter fejlen hos sig selv. Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke bare trives?
Men nogle gange er spørgsmålet et andet: Er det konteksten, der ikke længere passer?
En karriereskillevej er ikke et tegn på svaghed. Det er ofte et tegn på, at du har udviklet dig, og at det er tid til at finde ud af, hvad du faktisk vil stille med det.
Hvad er det for opgaver, der gør, at du glemmer tiden? Og hvornår mærkede du sidst, at du gik glad og opladet fra arbejde?